Piet Hein 2

Den farvede verden - En fabel

Muldvarpen dybt i sin natmørke gang,
fra solen og dagen vendt bort,
grynted en underlig sortsynet sang,
om at verden var ravende sort.

Musen, som bygged i visnende løv
sin blad-rede lukket og lun,
peb på en vise blandt smuldrende støv,
om at verden var efterårsbrun.

Blodcellen inde i årernes net,
som strømmed i bankende stød,
bruste den hymne, som aldrig blir træt,
om at verden var glødende rød.

Fuglen i skovenes trækronehvælv,
hvor lys er som lys i en brønd,
fløjted en kort melodi for sig selv,
som forkyndte, at verden var grøn.

Fisken i havet med skæl-panser på
og haren i kornmarkens skjul
nynned, at den var naturligvis blå
og selvfølgelig simpelthen gul.

Menneskene gik under skyer af gråt
I rugende selvmordshumør.
De svarede blot, at de vidste det godt :
Verden var uden kulør.

Men højt gennem himlens dugdråbede rum
slog regnbuen blændende bro.
Og verden stod spejlet i hvert af dens bånd.
Og regnbuen – regnbuen lo.